Måske er du allerede blevet fortrolig med din nye kollega med den kunstige intelligens. Eller måske er AI stadig så fremmed for dig, at overskriften her får dig til at forestille dig at skulle invitere the Terminator til jobsamtale?
Uanset hvor bekendt du er med AI, vil du i blogindlægget her blive guidet gennem de overvejelser og forholdsregler, du skal huske, når du introducerer AI på arbejdspladsen.
Og til sidst kan du høre lidt om vores AI-rekruttering: løneksperten Dixi, som du som DataLøn-kunde også kan få gavn af...
Til dig, der stadig ikke kan få the Terminator ud af hovedet, så lad os starte her: Kunstig intelligens er den danske betegnelse for artificial intelligence – altså AI. Og som du nok har hørt, gør teknologien i høj grad sit indtog på arbejdspladserne i disse år. Ikke i form af dræberrobotter, men særligt i form af generativ AI, der bruges til at generere nyt indhold (fx tekst, billeder og lyd) baseret på det data, den er uddannet med.
Chatbots, som fx ChatGPT og Copilot, er en særlig populær type generativ AI, hvor man interagerer direkte med den kunstige intelligens. Men faktisk bruger du højst sandsynligt allerede AI uden at vide det – mange af de systemer, vi alle sammen bruger i hverdagen, har nemlig allerede integreret AI-funktioner i deres produkter.
Mange bruger AI som et redskab til at løse opgaver hurtigere eller som en kreativ sparringspartner i hverdagen. Nogle AI-systemer kan nærmest agere en ekstra kollega i teamet!
Der er derfor mange fordele ved at komme i gang med at implementere kunstig intelligens i din virksomhed. Men med teknologien følger også en række udfordringer og et voksende behov for information og opmærksomhed på ansvarlig brug af den kunstige intelligens.
Når man ansætter en ny kollega, tager man sig tid til at vælge den rigtige, som både har de rigtige kvalifikationer og passer ind i virksomheden. Det samme skal I gøre, når I skal vælge et AI-system.
Hvad skal AI hjælpe lige netop jeres virksomhed med at opnå? Og hvordan skal medarbejderne – eller kunderne – implementere det i hverdagen?
I virkeligheden er AI-systemer ikke så forskelligt fra andre IT-systemer på det punkt. Som virksomhed skal man nemlig finde en kvalificeret leverandør, som man har tillid til.
Undersøg derfor altid vilkårene, og tjek sikkerheden. Det er nødvendigt for at vurdere, hvordan systemet må bruges. Må du eksempelvis indtaste personoplysninger i systemet eller dele virksomhedens strategier og økonomiske oplysninger?
Som arbejdsgiver har du ikke blot ledelsesret, men faktisk også en ledelsespligt – du skal hjælpe dine medarbejdere med at overholde gældende lovgivning og sikre, at de trygt kan anvende de arbejdsredskaber, du stiller til rådighed.
For at undgå karambolage med loven, herunder GDPR og den nye AI-forordning, og samtidig passe bedst muligt på virksomhedens oplysninger, bør man derfor udarbejde retningslinjer for brug af AI i virksomheden.
Det er en god idé at få styr på retningslinjerne, uanset om dine medarbejdere bruger AI eller ej. For gør de det ikke i dag, så gør de det måske i morgen.
Det kan virke uoverskueligt at skulle formulere juridiske retningslinjer for AI helt fra bunden – for hvor begynder man? For at spare dig tid og sikre, at du kommer hele vejen rundt om både GDPR, datasikkerhed og medarbejderansvar, har vi udarbejdet en skabelon til en AI-politik.
Skabelonen koster 899 kr. ex moms, og den er lige til at tilpasse til netop din virksomhed, så du hurtigt og trygt kan få rammerne på plads.
Hos DataLøn bruger vi ikke kun AI til at optimere vores interne processer. Vi har også skabt en digital superkollega til dig, der er kunde i DataLøn. Måske har du allerede mødt vores chatbot, Dixi?
Dixi er stopfodret med al vores lønekspertise og bliver i dag flittigt brugt til lynhurtigt at finde svar på spørgsmål om alt fra løndele til ferieregnskab – også udenfor vores åbningstid. Og bare rolig, selvom Dixi arbejder i døgndrift, erstatter hun ikke vores dygtige lønkonsulenter. De sidder klar på chatten og telefonen præcis som altid, når du har brug for det.
Mens Dixi hjælper dig med lønnen, kan du og din virksomhed passende løbe anbefalingerne her igennem og få styr på jeres egen AI-sikkerhed. Ligesom du trygt kan stole på, at vi har gjort med Dixi.