Coronavaccinationer og medarbejdere.
Sådan håndterer du det.
Sidst opdateret
Vaccinationerne mod COVID-19 ruller løbende ud over landet og aldersgrupperne. Det påvirker naturligvis også dig som arbejdsgiver, efterhånden som medarbejderne får mulighed for at takke ja til en vaccination. Vi sætter spot på, hvordan du forholder dig til de forskellige ansættelsesretlige aspekter af vaccinationerne.
Mulighed for at få fri til at blive vaccineret mod corona
Hvis du ikke allerede har fået spørgsmålet, får du det sikkert snart: “Må jeg få fri til at blive vaccineret i næste uge?”
Ved du, hvad du vil svare? Og skal medarbejderen have løn under fraværet?
Din medarbejder har hverken krav på at få fri eller på at få løn under fraværet, når det gælder vaccination mod corona. Det skyldes, at vaccinationerne er frivillige for den enkelte.
Men når det så er sagt, har du selvfølgelig mulighed for at aftale, at din medarbejder kan holde selvbetalt fri. Det vil sige, hvis vaccinationen ikke kan foregå uden for arbejdstiden, har medarbejderen måske noget afspadsering eller nogle ekstra fridage, der kan tages i brug. Alternativt kan I aftale, at vedkommende holder fri uden løn.
Du kan som hovedregel ikke kræve, at dine medarbejdere bliver vaccineret
Hvis du ser det som en fordel, at medarbejderne bliver vaccineret hurtigst muligt, stiller sagen sig således: Du kan som udgangspunkt ikke pålægge dine medarbejdere at blive vaccineret. Igen er årsagen, at vaccination mod coronavirus er frivillig.
I ganske få tilfælde kan du dog stille krav. For eksempel hvis din medarbejder skal udføre et stykke arbejde i et land, hvor vaccination er påkrævet. Men det er vigtigt, at du holder dig for øje, at det altid vil komme an på en konkret vurdering, om du kan pålægge din medarbejder at blive vaccineret. Og også hvad sanktionen bør være, hvis vedkommende i sådan en situation ikke vil vaccineres.
Pas på! Vaccinationsoplysninger er helbredsoplysninger
Hvad enten din medarbejder vælger at blive vaccineret på frivillig basis eller ej, er informationen om det en helbredsoplysning. Derfor må du som udgangspunkt heller ikke hverken spørge om din medarbejder er blevet vaccineret eller bede om dokumentation på det.
Men hvis du finder det nødvendigt at pålægge din medarbejder vaccination mod coronavirus, eller har behov for at bede om dokumentation for, at vedkommende er blevet vaccineret, anbefaler vi, at du får juridisk rådgivning, inden du giver dig i kast med det.
Du er altid velkommen til at ringe til Visma DataLøns juridiske hotline, som er åben mandag til fredag fra kl. 9 til 15. Juristerne sidder klar på 72 27 90 16.
Vaccinationer og nær kontakt til en smittet
Men hvad så med situationen, hvor en vaccineret medarbejder bliver nær kontakt til en smittet? I skrivende stund peger Sundhedsstyrelsens anbefalinger i to retninger - afhængig af om medarbejderen er færdigvaccineret eller kun halvvejs.
Som nær kontakt til en coronasmittet, men færdigvaccineret, skal medarbejderen kun gå i selvisolation, hvis vedkommende får symptomer (men man opfordres til at lade sig PCR-teste). Det skyldes, at vaccinerne ikke er 100 procent effektive, og at man ikke ved, om vaccinerede kan bære virus med sig og dermed smitte andre.
Er medarbejderen derimod ikke færdigvaccineret, anbefaler Sundhedsstyrelsen stadig selvisolation m.v., hvis vedkommende er nær kontakt til en coronasmittet - symptomer eller ej. Tjek eventuelt selv Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Reglerne for betaling og refusion er uændrede
Selvom din medarbejder er blevet vaccineret, er coronavirus desværre stadig en potentiel sygdomsrisiko. Det betyder, at reglerne for betaling for sygefraværet og refusion er de samme, uanset om medarbejderen er vaccineret eller ej: Når en medarbejder er syg med corona, kan du få refusion allerede fra første sygedag.
Sygdom – få styr på reglerne
Sygdom, fravær og refusion. Der er nok at holde styr på!
Tag med på webinar, og få det gyldne overblik. Både generelt og i forhold til corona.
Bivirkninger efter vaccination vs. reelle symptomer
Bivirkninger ved vaccination er ikke unormalt. Og hvis din medarbejder får bivirkninger efter sin(e) vaccination(er) - og der vel at mærke ikke er en realistisk formodning om, at det er faktiske symptomer på egentlig coronasmitte - skal du forholde dig til det, som du forholder dig til al anden almindelig sygdom.
Hvorvidt du skal betale for et sygefravær på grund af bivirkninger, og om din medarbejder opfylder de almindelige betingelser i sygedagpengeloven, afhænger af de almindelige regler for sygdom og refusion.
Hjælpen er nær - bare ring
Du er som altid velkommen til kvit og frit at kontakte vores juridiske hotline mandag til fredag fra kl. 9 til 15. Skriv på jura@dataloen.dk, eller ring på 72 27 90 16.
Derudover kan du hoppe med på vores webinar "Sygdom - få styr på reglerne".