Hvis du er i arbejde den 1. januar 2019
I januar 2019 er Signe ansat i den lokale tøjbutik. Hun optjener lidt mere end 16 feriedage frem til den 31. august 2019. Feriedagene kan hun holde året efter fra 1. maj 2020 til 31. august 2020.
Hvis hun ikke har holdt alle sine feriedage, bliver de overført, og hun kan holde feriedagene efter den nye ferieordning. De 5 uger - eller de 25 feriedage - hun optjener fra 1. september 2019 til 31. august 2020 indefryses.
Fra 1. september 2020 har hun samtidighedsferie.

Hvis du først starter i job midt i 2019
Der gælder nogle særlige regler, hvis du starter som ny på arbejdsmarkedet i 2019.

Morten, der starter i job den 1. juni 2019, optjener lidt mere end 6 feriedage fra 1. juni til 31. august 2019. De dage kan han holde fra 1. maj til 31. august 2020.
Ligesom i det første eksempel med Signe bliver hans optjente feriedage fra 1. september 2019 til 31. august 2020 indefrosset. Men fordi han har optjent mindre end 8,3 feriedage før 1. september 2019, gælder der en særlig regel. Han får nemlig mulighed for at holde de indefrosne feriedage, som han har optjent i de sidste fire måneder af 2019. De bliver kaldt fondsferiedage, og dem har han mulighed for at holde i perioden fra 1. maj til 30. september 2020.