Sådan tildeler du ferie til dine elever efter den nye ferielov

Når den nye ferielov træder i kraft, vil det også få betydning for dig, der har elever eller lærlinge ansat.

De elever og lærlinge, som har underskrevet en uddannelsesaftale, er nemlig omfattet af erhvervsuddannelsesloven og dermed af nogle særlige regler. Eksempelvis optjener de ikke på samme måde som andre medarbejdere ret til betalt ferie - de får tildelt ferien i stedet.

 Tilkøb juridisk hotline til dit abonnement

 

Sådan skal du tildele ferie til elever i dag

Modsat andre medarbejdere tildeles elever og lærlinge betalt ferie. Hvis eleven har optjent feriegodtgørelse i en tidligere ansættelse, skal den optjente ferie bruges først eller trækkes fra den tildelte ferie.

Elever har ret til 25 dages ferie med løn i det første og andet hele ferieår efter ansættelsen - også selvom de ikke har optjent feriegodtgørelse eller løn til hele ferien.

Tildelingen af ferie afhænger af, hvornår eleven starter det pågældende år. Starter eleven på uddannelsesaftalen før den 1. juli i et ferieår, har han eller hun ret til 25 dages betalt ferie i samme ferieår. Starter eleven derimod efter den 1. juli, har han eller hun ikke ret til betalt ferie i samme ferieår. Hvis I holder ferielukket mellem den 1. oktober og den 30. april, har jeres elev dog ret til op til 5 dages betalt ferie.

 

Sådan tildeler du ferie til elever efter den nye ferielov

Der vil fortsat gælde særlige regler for elever og lærlinge, når vi går over til den nye ferielov.
Ifølge den nye ferielov vil elever og lærlinge i den første og anden hele ferieafholdelsesperiode have ret til 25 dages betalt ferie, når han eller hun er startet i jobbet. Ferien tildeles med det samme og skal altså ikke optjenes først.

Hvis eleven er startet mellem den 2. september og den 31. oktober, har eleven ret til 25 dages betalt ferie i samme ferieafholdelsesperiode, som starter den 1. september samme år.

Hvis eleven starter mellem den 1. november og den 30. juni, har eleven ret til 15 dages betalt hovedferie og yderligere 5 dages betalt ferie, hvis virksomheden holder lukket før hovedferieperioden, eksempelvis mellem jul og nytår.

 

Elever og overgangsordningen

Hvis elevens første eller anden hele ferieafholdelsesperiode rammer ind i maj 2020, får eleven tildelt 16,64 betalte feriedage og ikke 25 feriedage, som vi er vant til. Det gælder også, hvis eleven bliver ansat inden for perioden 1. maj 2020 - 1. juli 2020. De 16,64 feriedage skal bruges i mini-ferieåret, der løber fra den 1. maj 2020 til den 31. august 2020.


Lad os tage et eksempel

Du ansætter en elev den 1. februar 2020.

Fra den 1. februar 2020 til den 1. maj 2020 skal eleven holde ferie for egen regning (medmindre virksomheden holder ferielukket).

Den 1. maj 2020 får eleven tildelt 16,64 dages betalt ferie til afholdelse i mini-ferieåret indtil den 31. august 2020 (1. hele ferieår)

Den 1. september 2020 får eleven tildelt 25 dages betalt ferie (2. hele ferieår)

Ferie i perioden 1. september 2021 til 31. august 2022: Der optjenes ret til samtidighedsferie.

Til forskel fra andre lønmodtagere vil de 16,64 dage ikke automatisk blive overført til det nye ferieår, som begynder den 1. september 2020. Hvis eleven ikke får afholdt feriedagene, inden mini-ferieåret slutter, mister eleven disse feriedage.

Hvis jeres elev har fået tildelt 16,64 feriedage pr. 1. maj 2020, hvor det første hele ferieår er startet, skal eleven igen have tildelt 25 dages ferie pr. 1. september 2020, fordi det andet hele ferieår starter.


Lad os tage et andet eksempel

Du ansætter en elev den 1. maj 2020.

Den 1. maj 2020 får eleven tildelt 16,64 dages betalt ferie til afholdelse i miniferieåret, altså indtil den 31. august 2020 (1. hele ferieår).

Den 1. september 2020 får eleven tildelt 25 dages betalt ferie (2. hele ferieår).

Ferie i perioden 1. september 2021 til 31. august 2022: Eleven optjener ret til samtidighedsferie.

Du skal desuden være opmærksom på, at elever også skal have indefrosset deres feriepenge på baggrund af deres ferieberettigede løn for perioden 1. september 2019 til 31. august 2020.

Hvis eleven starter den 1. juli 2020 eller senere, har han eller hun ikke ret til betalt ferie. Eleven vil derimod blive omfattet af den nye ferielov, når den træder i kraft den 1. september 2020. En elev, der er ansat inden for perioden 1. juli 2020 – 1. september 2020, vil dermed få 25 feriedage den 1. september 2020 og igen få 25 feriedage den 1. september 2021, da det vil være elevens første og anden hele ferieafholdelsesperiode.


Lad os tage et tredje eksempel

Du ansætter en elev den 1. august 2020
Eleven vil ikke få tildelt 16,64 feriedage til brug i mini-ferieåret. Ferie i perioden 1. august 2020 til 31. august 2020 vil være for egen regning.

Den 1. september 2020 vil eleven få tildelt 25 dages betalt ferie (1. hele ferieår)
Den 1. september 2021 vil eleven få tildelt 25 dages betalt ferie (2. hele ferieår)
Elever ansat fra og med den 1. september 2020 følger reglerne i den nye ferielov.

Har du spørgsmål til de nye regler, kan du som kunde hos LønAdministration tilkøbe jurdisk hotline. Så kan du ringe og få hjælp af vores jurister til en fast lav pris hver måned.

Læs mere om juridiskt hotline