Choose language

Sorgorlov – når det værst tænkelige sker

Hvis en medarbejder mister et barn, har forælderen ret til sorgorlov. Retten gælder, hvis barnet er dødfødt eller dør, inden det fylder 18 år, og omfatter både biologiske forældre og adoptivforældre.

Sorgorloven er individuel og kan vare op til 26 uger. Orloven starter dagen efter dødsfaldet.

Sådan håndterer I sorgorlov i praksis

Når en medarbejder ønsker at holde sorgorlov, skal medarbejderen hurtigst muligt give jer besked om:

  • At vedkommende ønsker orlov

  • Hvor længe orloven forventes at vare

Der er mulighed for løbende dialog. I kan efterfølgende aftale at justere orlovens længde, ligesom I kan lave aftaler om delvis genoptagelse af arbejdet, hvis medarbejderen ønsker det.

Som arbejdsgiver skal I indberette orloven, hvorefter Udbetaling Danmark håndterer den videre proces med medarbejderen.

Løn, dagpenge og refusion

Under sorgorlov kan medarbejderen have ret til barselsdagpenge, hvis betingelserne i barselsloven er opfyldt.

Vælger I at udbetale hel eller delvis løn under orloven, vil medarbejderen ikke modtage dagpenge for de samme timer. Til gengæld kan I som arbejdsgiver søge refusion for den del af orloven, hvor der udbetales løn, svarende til den dagpengeret medarbejderen ellers ville have haft.

Det er muligt at kombinere orlov og arbejde, fx ved delvis genoptagelse af arbejdet. Dagpenge og eventuel refusion opgøres da efter de timer, der faktisk holdes orlov.

De konkrete betingelser for dagpenge og refusion administreres af Udbetaling Danmark. Vi anbefaler, at I henviser medarbejderen til borger.dk for detaljer om satser og personlige betingelser.

Har I brug for juridisk sparring?

Sorgorlov kan være en svær situation – både menneskeligt og juridisk. Har I brug for at vende reglerne med en jurist med speciale i ansættelsesret, kan I få adgang til vores juridiske hotline med et Ekspert-abonnement. Hvis I ikke er kunde i DataLøn, kan I købe juridisk rådgivning på abonnement.