Hvad er beskæftigelsesfradrag?

Beskæftigelsesfradraget er et ligningsmæssigt fradrag, som alle, der har overskud af egen virksomhed, eller som har et arbejde, hvor de får en løn, som de skal betale AM-bidrag af, har ret til. Med andre ord: er man i beskæftigelse frem for at være på overførselsindkomst, bliver man præmieret på skattebilletten med et fradrag i den personlige indkomst.

Som almindelig, arbejdende lønmodtager er beskæftigelsesfradraget altså noget, du automatisk får, og du skal ikke gøre noget aktivt (ud over altså at arbejde) for at sikre dig det.

Det samme gælder beskæftigelsesfradragets tvillingebror jobfradraget.

Hvorfor får man beskæftigelsesfradrag?

Beskæftigelsesfradraget blev sat i søen i 2004. Politikerne besluttede at indføre fradraget for at animere folk på passiv forsørgelse (overførselsindkomst) til at få et arbejde. Med en økonomisk gulerod ville (og vil) man altså forsøge at få flere i arbejde ud fra en tankegang om, at udsigten til et fradrag i sig selv vil drive og øge arbejdslysten hos dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

Hvor stort er beskæftigelsesfradraget?

Beskæftigelsesfradraget reguleres hvert år, og i 2023 er det på 10,65 procent - dog højst 45.600 kr. pr. år. For at opnå det højst mulige fradrag, skal man tjene mindst 428.169 kr. om året.

Beskæftigelsesfradraget beregnes af lønnen, før AM-bidraget er fratrukket, men først efter at eventuelle bidrag og præmier til privattegnede pensionsordninger er trukket fra. Man kan også sige, at beskæftigelsesfradraget trækkes fra AM-grundlaget.

Hvordan beregnes beskæftigelsesfradraget?

Det hele foregår hos SKAT og via din forskudsopgørelse. Din arbejdsgiver skal altså ikke foretage sig noget i den sammenhæng, og beskæftigelsesfradraget er heller ikke et fradrag, som du vil kunne se direkte på din lønseddel. Det er simpelthen indregnet i det fradrag, som fremgår af dit e-skattekort - og som din arbejdsgiver bruger og henter elektronisk hos SKAT.

Skulle du blive arbejdsløs, er det derfor vigtigt, at du får ændret din forskudsregistrering, da beskæftigelsesfradraget bortfalder i den situation. Ændrer du din forskudsopgørelse på denne måde, vil det automatisk reflekteres på dit skattekort og i det fradrag, der fremgår af det. Resultatet er, at du hele tiden betaler den mest muligt korrekte skat og dermed undgår et senere skattesmæk.

Ekstra beskæftigelsesfradrag, hvis du er enlig forsørger

Som enlig forsørger har du ret til et ekstra beskæftigelsesfradrag. Du skal naturligvis fortsat være beskæftiget for at få det, men på samme måde som med det generelle beskæftigelsesfradrag, får du det helt automatisk. Og det bliver beregnet på præcis det samme grundlag.

SKAT får automatisk besked fra Udbetaling Danmark, hvis du bliver enlig forsørger, så det er ikke noget du behøver at gøre noget aktivt for at gøre opmærksom på. Din forskudsopgørelse vil automatisk blive ændret. Udbetaling Danmark giver SKAT besked om enlige forsørgere en gang hvert kvartal.

Det ekstra beskæftigelsesfradrag, du får som enlig forsørger, udgør 6,25 procent, dog maksimalt et årligt ekstra fradrag på 24.400 kr. De ekstra procenter kan du altså lægge til de 10,65 procent, der udgør det generelle beskæftigelsesfradrag. Dette er alt sammen 2023-tal.

Sådan har beskæftigelsesfradraget udviklet sig

I 2004, da beskæftigelsesfradraget blev indført, var fradraget på 2,5 procent med et loft på 7.000 kr. Ved senere skattereformer er procentsatser og beløb blevet hævet.

 

Derfor er DataLøn nemt

Løn skal være nemt. Derfor kan vi hjælpe dig i gang, køre lønnen for dig og har en masse automatiske funktioner.

Skal løn være nemt?

Undgå fejl med DataLøn

Savner du prøveberegninger inden lønnen køres? Eller mulighed for at rette de fejl der er opstået? Brug vores system som din lønbogholder og få ro i maven med DataLøn.

Vil du undgå fejl?

Samlet finansløsning

Mangler du overblik, sammenhængende data og at kunne håndtere flere ansatte på en gang? DataLøn gør dit liv lettere.

Vil du have overblik?