Hvis du som arbejdsgiver hyrer en freelancer til for eksempel at hjælpe med at sætte jeres hjemmeside op, eller hvis du for eksempel engagerer en jornalist til at holde en workshop, vil du ofte lave en honorarafregning.
Hvis den arbejdskraft, du engagerer, ikke er selvstændigt erhvervsdrivende med CVR-nummer og så videre (og i givet fald ville præsentere dig for en faktura for at få sin betaling), udbetaler du honorar til vedkommende. Det kræver ikke ret meget fra din side i forhold til at beregne og trække beløb som AM-bidrag, A-skat eller B-skat. Det eneste du skal sørge for, er at indberette bruttobeløbet til SKAT på honorarmodtagerens CPR-nummer.
Omvendt hvis du er den, der modtager honoraret. Så er det din opgave selv at opgive din indtægt til SKAT. Som oftest skal honoraret opfattes som B-indkomst, og derfor skal du svare både arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag) og skat af beløbet - som var det hel normal lønindkomst. Skatten vil i dette tilfælde være B-skat. Der er forskellige måder at gøre det på - alt efter hvor meget honorarer fylder i din samlede indkomst.